Om Vand & Velvære
I 2026 afholder vi igen Vand & Velvære i uge 30 og 31.
Vand & Velvære er en både aktiv og afslappende ferie for hele familien med fokus på yoga og meditation om formiddagen, og med vandaktiviteter om eftermiddagen - windsurfing, SUP og kajak.
Vi bor på Klitgård Camping ved Nordby på det smukke Nordsamsø - her er mulighed for komfortabel camping i eget eller lejet telt, og I får maden serveret morgen og aften med mulighed for at lave en lækker madpakke til frokost.
I kan benytte jer af vores store fællesområde med borde/bænke, liggestole og samlingstelte med borde/bænke, kortspil, brætspil, air track, div. boldspil og meget andet legetøj til fælles brug.
Aktiviteter
til lands
Giv dig selv et pusterum i en travl og kompleks hverdag og få trukket vejret helt i bund i den smukke natur. Vi har sammen med vores instruktører udvalgt en vifte af aktiviteter, som kan guide og hjælpe dig til større velvære, uanset om du har prøvet det før eller ej. På Samsø får du en fysisk og mental vitaminindsprøjtning, som du kan nyde godt af længe - også når du er hjemme igen.
Om morgenen er der mulighed for Yoga med yoga-instruktør Charlotte. Efter morgenmaden vil der være meditation med instruktør og kropsterapeut Christian. Om eftermiddagen er der vejrtræknings-workshop med Christian. Lær at trække vejret rigtigt, at holde vejret, og få øvelser til din dagligdag. Meditations- og mindfullness-øvelserne er man velkommen til at tage med på stranden eller på SUP-boardet.
Desuden arrangerer vi vandreture på den naturskønne nordø, og løbeture i det bakkede istidslandskab. Vi har desuden et bredt udvalg af udstyr til styrke- og cirkeltræning, hvor både børn og voksne, begyndere og øvede kan være med. Der er intet bedre end at afslutte træningen med en dukkert, hvorefter vi hopper op til aftensmad. Er vejret godt, kan vi tage maden med på Picnic i Nordby bakker, eller lave mad over bål på vores lokale strand.
I campen har vi volleyball-bane, små fodboldmål, air track til de hoppeglade, og et væld af bold- og brætspil. Desuden har campingpladsen minigolf-bane, legeplads og fodboldbane.
Meditation
Meditation handler om at fokusere og være nærværende med alle sanser åbne, uden at lade sig aflede. Der er mange veje til målet.
Har du en travl hverdag, kender du sikkert fonemmelsen af, at det kan være svært at være nærværende - vi har travlt med at planlægge ét, mens vi er igang med noget andet. Prisen for meget multitasking kan være, at vi mister evnen til fordybelse.
Gennem daglige guidede meditationer i det fri vil Christian hjælpe dig med at være til stede i nu´et - at lægge mærke til det, der er i og omkring dig og få åbnet alle sanser,
At falde til ro ved at fokusere og trække vejret helt i bund - at acceptere og anerkende dig selv.
Har du lyst, kan du få et par øvelser med dig efter morgenmeditationen - tag dem fx med ud på vandretur eller på vandet. Hvis der er tilslutning til det, kan vi tilføje en eftermiddagsmeditation.
yoga
Start dagen med en times yoga før morgenmaden - væk krop og sind med stræk og nærvær.
Vores yoga-instruktør Charlotte tilrettelægger morgenyoga'en, så både begyndere og øvede, børn og voksne kan være med - du gør det, din krop er i stand til. Udgangspunktet er astanga-yoga, som giver øget fleksibilitet, styrke, udholdenhed, balance, åndedrætskontrol og afspænding af kroppen. Charlotte vil guide os igennem timen, og give individuel feedback på dine stillinger, hvis du ønsker det.
Er vejret til det, foregår yogatimen i vandkanten, hvor du kan afslutte med en tur i bølgerne før morgenmaden. Alternativt strækker vi os under vores nye, åbne Stjerne, hvor vi kan finde skygge og læ. Tag gerne din egen yogamåtte med - vi har også måtter til låns.
Windsurfing
Sælvigbugten, den store vestvendte bugt på Samsø, byder på lavt vand og rigtig god plads på strandene. Her kan du prøve vores windsurfingudstyr, hvad enten du er begynder eller mere øvet, barn eller voksen, når vejret egner sig til det.
Vi har surfudstyr, våddragter, redningsveste m.m. til alle størrelser og vægtklasser, og vores instruktører giver instruktion undervejs. I får hjælp til at rigge udstyret til, instruks i sikkerhed og bliver hjulpet igang med bræt og sejl.
Er du mere øvet surfer, kan du få tips, tricks og udfordringer at øve dig på. Børn fra ca. 8-10 år kan prøve at windsurfe på dage, hvor det ikke blæser for meget.
sit-on-top kajakker
Vores kajakker er stabile og lette sit on top-kajakker, som kan sejles af alle - her behøver du ingen forkundskaber eller grønlændervending, da kajakken tømmer sig selv for vand. Voksne kan ro med mindre børn i kajakken, og børn på ca. 10 år eller derover kan selv ro dem.
Tag med på tur langs Besser Rev og fuglereservatet Stavns Fjord, hvor vandet mange steder kun er 30-40 cm dybt. Her kan du nyde den særprægede natur fra havsiden. Kajakkerne kan også følges med SUP-surferne på solopgangs- eller solnedgangstur, ligesom de er fantastisk "legetøj" på stranden en varm sommerdag. Stå op i dem, spil kajakpolo, tag en tur langs kysten eller snup fiskestangen med en tur langs de stejle skrænter på Nordsamsø - vi steger gerne en frisk havørred til aftensmaden!
til vands
Samsø ligger midt i Kattegat og har nogle af Danmarks skønneste og mest uberørte strande. På øen kan vi altid finde læ eller pålandsvind til vores vandaktiviteter. Vi tilbyder dagligt aktiviteter til vands, tilpasset vejrudsigten. Her kan større børn og voksne, begyndere såvel som øvede, få instruktion. Prøv bla.
Windsurfing i Sælvigbugten (min. alder ca. 10 år)
Stand up paddling (SUP) introkursus, og tur langs kysten
Bølgesurf på SUP-boards
Kajak-tur i den smukke stavns fjord og langs nordkysten
Snorkeldykning i tangskovene.
Kapsejlads på vores to store 8-mands SUP-boards.
Dagens tilbud til vands afhænger først og fremmest af vind og vejr. Læs mere om vandaktiviteterne nedenfor:
stand-up paddling (SUP)
SUP (stand up-paddling) er en gammel hawaiiansk surfform, som de seneste år er blevet meget populær over hele verden. På Vand & Velvære tilbyder vi et introkursus på SUP til alle +10 år. Her lærer du padletekning, vendinger, samt om vejrforhold og udstyr.
Vi arrangerer også ture på SUP og kajak, hvis vejret er til det - tag med til nordspidsen af Samsø ved solopgang eller solnedgang og oplev naturen på nærmeste hold. Måsk er vi heldige at se marsvin. Voksne kan tage mindre børn med på turene i vores kajakker.
Du kan prøve kræfter med en moderat bølgesurf, når Molslinjens dønninger skaber små bølger på revet ud for Issehoved. Er der bølger i Sælvig-bugten, bølgesurfer vi der.
snorkeldykning
På Samsøs østkyst er der mulighed for at nyde stilheden lige under overfladen i det klare vand. Kysten byder på krystalklart vand og flotte tangskove.
Vi har blylodder og et udvalg af svømmefødder, masker og snorkler, hvis du har lyst til at udforske livet under overfladen.
Har du selv udstyr, så medbring gerne egen maske, snorkel og svømmefødder, neoprensokker til svømmefødderne og neoprenhandsker. Vi tilbyder ikke decideret undervisning i snorkeldykning, men vores instruktør Christian er erfaren snorkeldykker og undervandsjæger. Begyndere som øvede kan deltage, og børn over ca. 10 år er også velkomne til at deltage. Mindre børn kan lege med, under supervision af forældre.
Praktisk information
Indsæt praktisk info. Link til FAQ-siden også, samt booking.